De 6 finalister er fundet

En lampeskærm, en transportabel solenergidrevet ovn og en opbevaringsboks til din cykelhjelm er blandt de projekter, der nu er shortlistet i Skandinaviens største designkonkurrence, Bodum Design Award 2012.

Blandt de 146 indsendte projektforslag har fagjuryen nu udvalgt seks finalister, der hver på deres måde adresserer konkurrenceprogrammets intentioner og temaet SIMPLICITY. Vinderne af Bodum Design Award 2012 vil blive hyldet ved en prisoverrækkelse på Louisiana den 5. september. Den samlede præmiesum er 500.000 kr.

Derudover får alle danskere mulighed for at stemme på deres personlige favorit blandt finalisterne, som kan vinde en nyindstiftet Publikumspris. Denne afstemning foregår på Bodum Design Awards Facebook-side fra den 8. til den 31. august.

Dommerkomitéen har haft følgende sammensætning:

  • Jørgen BODUM, CEO, BODUM®
  • Niels Folmann, CEO, Folmann&Co
  • Alain Grossenbacher, Creative Manager, BODUM®
  • Tina Jørstian, Creative Manager, LOUISIANA Museum of Modern Art
  • Jesper Pagh, Designer mDD, Ph.d.-stud. og redaktør, Arkitektens Forlag
  • Erik Rimmer, Chefredaktør, BO BEDRE
  • Priska Scherer, Manager, BODUM® Design Group
  • Christina Strand, Designer mDD, Strand+Hvass

Klik her for at se pressemeddelsen

Klik her for stemme på din favorit




ZUN

Design: Asbjørn Maigaard Axelsen




ZUN er en transportabel solenergidrevet ovn, der gør det muligt at koge og bage under åben himmel uden brug af hverken vand, strøm eller åben ild. Designet består af en tilberedningsbeholder og en reflekterende skærm. Madvarerne placeres i den lukkede beholder, hvis sorte farve maksimerer varmeabsorberingen. ZUN er en 100% miljørigtig madtilberedningsmetode, der indbyder til kreative eksperimenter med forskellige typer råvarer.




Apron Band

Design: Anne Heinsvig og Camilla Hjerl




Apron Band er et praktisk og fleksibelt forklæde, der kan tilpasses den enkeltes aktuelle behov og de forskellige arbejdsgange i køkkenet. Designet adskiller sig ved sit særlige bånd, hvorpå viskestykke, grydelapper, lomme til mobiltelefon samt forstykke kan fastgøres med et simpelt flette princip. Apron Band er fremstillet i genanvendelige materialer og specielt rettet mod de nye måder, man arbejder i køkkenet på.




Kitchen Scales

Design: Jonathan Ørnstrup, Thomas Langvad Jensen, Thomas Overgaard Jørgensen, Designpartners




Kitchen Scales er en skulpturel køkkenvægt, hvor selve vægtens materiale anvendes som vægt. Designet består af en kuplet silikonetop, hvis bløde bueform tvinges ned under vægten af madvarerne. Omfanget af udhulningen omregnes til madvarernes vægt. Kitchen Scales’ enkle konstruktion forener materialer med funktion og gør den intuitiv at anvende.




Boks til cykelhjelm

Design: Anne Faurskov Hutcheson




Boks til cykelhjelm er en praktisk beholder, der monteres på cyklen, så cykelhjelmen kan efterlades trygt og tørt. Designet består af en gennemsigtig kasse, som sikrer, at potentielle tyve ikke fristes til at lede efter værdier, samt møtrikker i forskellige farver. Boks til cykelhjelm løser hverdagsproblemet med, hvor man efterlader cykelhjelmen, hvis man ikke vil tage den med under armen.




String

Design: Sara Harriet Pedersen




String er en nyfortolkning af den klassiske køkkensnor, der nemt vikles om – og af – kød, fisk, grøntsager og urter. Designet består af silikonegummi snore i to længder, der med sine gribehuller kan indstilles fra 15 til 45 cm. – eller kobles sammen. Køkkensnorene, som kan genbruges igen og igen, tåler temperaturer fra -55 til +300 grader og kan gå i opvaskemaskinen. String er et multifunktionelt køkkenredskab, der inspirerer til omtanke og nye eksperimenter med traditionelle retter.




OneOff

Design: Christian Uldall




OneOff er en fleksibel pendel, der trinløst kan vinkles og drejes 360 grader. Designet består af en lampeskærm i ét stykke med en slids i skærmens side. Lampen kippes ved at forskubbe ledning og fatning gennem en slidsen, der samtidig sikrer enkel montering, da lampen blot skubbes ind over fatningen. Oneoffs enkle formgivning og de forskellige positioner skaber både et varieret lys og smukke skyggevirkninger.