Konkurrencen om BODUM® DESIGN AWARD 2011 afgjort

Dommerkomitéens generelle bemærkninger

BODUM® indstiftede i januar 2011 i samarbejde med LOUISIANA Museum of Modern Art, BO BEDRE og Danske Designere en ny årlig designpris, BODUM® DESIGN AWARD. Prisen knytter sig til en designkonkurrence, og temaet for dette års konkurrence var produkter, der inspirerer og stimulerer til en sundere livsstil. Konkurrencen henvendte sig til designere og andre, der beskæftiger sig professionelt med design. Studerende var også velkomne til at deltage.

Der indkom 161 forslag, og dommerkomitéen glæder sig over den store interesse for konkurrencen.

Ud fra en helhedsvurdering af de enkelte forslag enedes dommerkomitéen om at præmiere seks forslag med en førstepris på 250.000 kr. og fem andenpriser på 50.000 kr. Førsteprisvinderen modtager samtidig BODUM® DESIGN AWARD 2011.

De seks vinderforslag har flere fællesnævnere. Bæredygtighed og energibesparelse har haft høj prioritet, tre bygger på tilberednings- og opbevaringsmetoder fra ældre tider, og flere forslag har fokus på børn og børns læring om sund mad.

Konkurrencen gav mange gode bud på veldesignede produkter til den brede køkkenscene. Hovedparten af forslagene var af høj kvalitet og i overensstemmelse med konkurrenceprogrammet. Dommerkomitéen kunne dog have ønsket en lidt større variation og flere visionære tanker i forslagene og ser frem til at udfordre den danske designprofession og andre med et nyt, bredt tema i konkurrencen om BODUM® DESIGN AWARD 2012.

Dommerkomitéen har haft følgende sammensætning:

- Jørgen BODUM, CEO, BODUM®
- Paul Cunningham, Chef og ejer af Restaurant Paul
- Mads Kjøller Damkjær, Designer mDD
- Alain Grossenbacher, Creative Manager, BODUM®
- Tina Jørstian, Creative Manager, LOUISIANA Museum of Modern Art
- Cecilie Manz, Designer mDD
- Erik Rimmer, Chefredaktør, BO BEDRE
- Priska Scherer, Manager, BODUM® Design Group

Klik her for at se pressemeddelsen




Ice Cream

Design: Line Depping og Jakob Jørgensen

Tildelt førsteprisen på kr. 250.000 og vinder af BODUM®DESIGN AWARD 2011

En enig jury peger på Ice Cream som vinder af førsteprisen.

I gamle dage før fryse- og køleskabe brugte man isblokke til at køle med. Skulle man lave spiseis eller fryse, gjorde man det ved hjælp af en kuldeblanding af is og salt.

Ideen bag Ice Cream bygger på denne teknik.

Formen på Ice Cream er inspireret af en traditionel mælkejunge. Den robuste form har et humoristisk tvist. Konstruktionen er enkel, der er ikke brug for komplicerede brugsanvisninger.

Den cylinderformede beholder har tre kamre: ét til isterninger, ét til salt og ét til selve den isblanding, som skal fryses og blive til spiseis. Når der skal laves is, blander man isterninger og salt godt sammen i ét kammer. Derefter mikses isblandingen i det tredje kammer i ca. 10 minutter. Så er isen frosset og klar til servering.

Der er mange fortællinger i Ice Cream:

- Isen laves med håndkraft og uden brug af elektricitet.
- Der er tale om hjemmelavet is To Go, isen kan laves på terrassen, på picnicen, på stranden.
- Man kan plukke bær og frugter og lave is på stedet, man bestemmer selv hvilke råvarer man vil bruge.
- Børnene kan selv lave is, de bestemmer, hvad isen skal indeholde og frem for alt hvad den ikke skal indeholde.

Forslaget er sympatisk og relevant i forhold til energibesparelse og muliggør fremstilling af hjemmelavet is i det fri. Ice Cream er let at forstå og bruge, også for børn, som her kan se og afprøve, hvordan man lavede is i rigtig gamle dage.




Smoothie

Design: Friis & Moltke Design, Mikkel Bahr og Kasper Mose

Tildelt en delt andenpris på kr. 50.000

Der er kommet et nyt livsstilsprodukt i hjemmet - blenderen, som ud over de gammelkendte retter gør det enkelt og bekvemt at lave fx mojitos, shakes, smoothies.

Smoothie, af forslagsstilleren også kaldet Den Personlige Blender, er en lille, minimalistisk portionsblender, som ikke optager meget plads i køkkenet. Blenderen har høj designmæssig kvalitet, er ren og enkel i sin form og har gode proportioner og detaljer.

Dommerkomitéen roser kombinationen af de naturlige materialer glas og kork med det kraftige glas i beholderen og basen lavet af kork. Korkbasen har en dobbeltfunktion, da den både holder blenderen på plads og dæmper lyd og vibrationer.

Dommerkomitéen bemærker, at tolerancen i glasset i forbindelse med brugen af den roterende kniv bør undersøges. Dommerkomitéen ser ikke brugen af glas som et problem, snarere som en udfordring, og anbefaler at glasset søges bibeholdt for at bevare enkelheden i blenderen og den smukke kombination af glas og kork.

Smoothie skal ikke gemmes væk i et skab. Det er et fint løst funktionelt produkt, som forsvarer sin plads på køkkenbordet.




Fresh

Design: Kathrine Lønstad og Cosmin Cioroiu

Tildelt en delt andenpris på kr. 50.000

En undersøgelse om fødevarespild i England publiceret i 2008 afslørede, at 1/3 af al indkøbt mad endte i skraldespanden. 61% kunne have været spist, hvis maden var opbevaret forsvarligt. Frugt og grønt var klart den dominerende del af den totale mængde madaffald.

Oplysningerne om det store spild fik teamet bag Fresh til at undersøge, hvordan man opbevarede fødevarer i gamle dage. Teamet opdagede en gammel egyptisk kølemetode kaldet Zeer Pot, som går ud på at placere en lille lerkrukke i en større krukke og anbringe et lager af fugtig sand imellem. Når fugten fra sandet fordamper, nedkøles den indre krukke. De to krukker og det fugtige sand fungerer på denne måde som et naturligt minikølesystem.

Fresh er en nutidig, designmæssig bearbejdning af Zeer Pot metoden. Forslaget består af to skåle af uglaseret terrakotta, som tillader vandet at fordampe gennem skålenes vægge. Et stykke formsyet lærred er placeret mellem de to skåle for at holde sandet på plads. Ydersiden af den indre og indersiden af den ydre skål har begge en bølgestruktur, som holder fast på lærredet.

Låget på den ydre skål er lavet af bambus og har en ring med små huller, som lader luften passere til indholdet i skålen. Dommerkomitéen stiller dog spørgsmålstegn ved relevansen af det lille blå låg i det store låg.

Afkølingen forlænger madvarernes holdbarhed og reducerer dermed madspild. Den dobbelte lerkrukke kan holde frugt og grønt frisk andre steder end i køleskabet – fx på spisebordet, terrassen, på arbejdspladsen. Det er et bæredygtigt og brugervenligt produkt, som køler uden brug af elektricitet. Det eneste brugeren skal, er at holde sandet vådt ved at hælde vand på fra tid til anden.

Fresh er ikke en gadget, det er en skål, og ligner en skål. Dommerkomitéen roser kombinationen af terrakotta og skålenes smukke, klassiske form.




FILO

Design: Elisabetta Coccioni

Tildelt en delt andenpris på kr. 50.000

Filo er lille og robust og associerer med sin kompakte form og friske farver snarere til et stykke legetøj end til et funktionelt køkkenredskab, hvilket man bør være opmærksom på med små børn i nærheden. Filo er særlig tiltænkt større børn, som let og hurtigt kan lave en sund snack eller en smoothie.

Filo får en delt andenpris primært for konceptet med den nytænkte blenderfunktion: Nylontråde som erstatning for de traditionelle knivblade. Trådene er elastiske og behagelige at røre ved og har ikke de skarpe kanter, som gør at både voksne og børn ofte er bange for at håndtere knivbladet i en blender, når det skal monteres eller rengøres.

Dommerkomitéen sætter dog spørgsmålstegn ved, om blenderfunktionen er lige så effektiv som de skarpe knivblade i en traditionel blender. Det skal nu afprøves.




Kitchen Kids – køkkenredskaber for børn 4–6 år

Design: Josefine Bentzen og Charlotte Skak

Tildelt en delt andenpris på kr. 50.000

Alexander Manu, canadisk designer, har skrevet en bog om ToolToys, redskaber med et element af leg. I et ToolToy produkt er funktion og fornøjelse lige vigtige, de skal supplere hinanden og blande følelse og funktion.

Serien Kitchen Kids er et ægte ToolToy produkt, et redskab med et element af leg.

Børn vil gerne være med og lave mad, hvis bare de får lov at lave ’rigtig mad’ uden for mange Pas på! fra de voksne, og kan helt ned til 4-års alderen løse enkle opgaver som fx skære, rive, skrælle. Børn, der har været med i køkkenet som små, er ofte mere bevidste om betydningen af sund mad og sunde madvaner som voksne. Men mange forældre er bange for, at børnene kommer til skade og holder dem bevidst eller ubevidst ude af køkkenet.

Der var delte meninger i dommerkomitéen om det pædagogiske/principielle i at lave særlige køkkenredskaber for børn i stedet for at lade børnene omgås de voksnes redskaber. Dommerkomitéen blev dog enige om at tildele Kitchen Kids en delt andenpræmie.

Kitchen Kids omfatter kniv, skærebræt, grøntsagsskræller, dressingblander, rivejern, skål og beskyttende vanter, alt i livlige, stærke farver. Form og farve markerer en klar forskel mellem ’farligt’ og ’sikkert’ i de skarpe redskaber. Alle håndtag har et funktionelt mønster og gummiimpregneret overflade, som giver et godt greb.

Dommerkomitéen bemærker som ekstra plus ved Kitchen Kids, at flere af redskaberne egner sig til at videreudvikles og bearbejdes til redskaber for handicappede.




Grow Green

Design: Karl Skogsberg og Mari Watn

Tildelt en delt andenpris på kr. 50.000

Bønnespirer har været brugt i madlavning i årtusinder og var længe kendt som et nødvendigt tilskud til måltiderne på lange sørejser på grund af det høje indhold af C-vitamin, mineraler og aminosyrer. Man har fundet anvisninger på kunsten at fremdrive bønnespirer i 4000 år gamle kinesiske skrifter.

I Skandinavien var det at dyrke bønnespirer uhyre populært i 1970’erne. I enhver vindueskarm kunne man se bønner spire. Så blev der lidt stille om spirerne.

Men i dag, med den øgede bevidsthed om, hvad vi spiser, og om de miljømæssige aspekter ved fødevarer, er bønnespirerne kommet tilbage på bordet. En ny generation skal lære at dyrke spirer. For børn er det nærmest magisk at se en håndfuld frø vokse til en imponerende mængde spirer i løbet af et par dage.

Grow Green samler alle momenter i dyrkningen i ét produkt.

Forslaget ligner umiddelbart ethvert andet cylindrisk glas – men løser på ganske stilfærdig vis en funktionel opgave uden at gøre meget væsen af sig, ligne en maskine eller fylde for meget. Det består af to dele: en beholder og et låg af silikone. Beholderen har et bælte af silikone, som giver et godt greb, også når glasset er vådt.

I låget er placeret et net af rustfrit stålvæv, som fungerer som filter. Nettet gør det enkelt at skylle frøene og lade vand og luft passere. Det kan tages ud af låget, hvilket forenkler både produktionen af spirerne og rengøringen af glasset.

Grow Green er en designmæssig og brugervenlig bearbejdning af et velkendt og gennemprøvet tema.